Vi kan reagere forskelligt på den samme situation. Nogle kan være meget lidt påvirkede, og andre kan være udsat for stort chok. Vores biosociale ressourcer har indflydelse på vores reaktioner, dvs. genetisk sårbarhed, selvværd, adfærd, følelser, hukommelse, sociale evner, kultur, familiesituation, uddannelse, køn, immunforsvar, fysisk sundhed og omgangskreds. Det, hvordan vi reagerer, afhænger også af andre elementer, fx om vi har været udsatte for langtidsvarig eller enkeltstående trauma, og om vi har fået hjælp lige efter den traumatiske situation. Ikke alle potentielt traumatiske begivenheder fører til varig følelsesmæssige og psykiske skader. Nogle mennesker kommer sig hurtigt fra selv de mest tragiske oplevelser. Andre er hærget af oplevelser, der på overfladen synes at være mindre foruroligende. Man er også mere tilbøjelig til at blive traumatiseret af en stressende oplevelse, hvis man allerede er under stress/pres, eller hvis man er blevet traumatiseret før fx under barndom.

Ja, børnene er faktisk mere udsatte end voksne, fordi psykologiske traumer påvirker udviklingen af deres hjerner. De lider mest, når den katastrofe, de var vidne til, var forårsaget af mennesker. Deres virkelighedsopfattelse og tillid til andre mennesker kan være påvirket. Man kan arbejde med traumatiserede børn på forskellige måder, fx via eksternalisering. Det er værd at nævne Sandplay, tegneterapi, visualisering og metoder, som har rødder i EMDR.
Børn er særlig udsatte, når deres forældre også har været udsat for trauma. Forældrene kan mangle overskud, overse barnets psykiske og fysiske behov og virke fraværende. Familien kan have svært ved at finde en balance ift. deres fortid. De kan tie om fortiden eller være alt for meget optaget af den. Det kan påvirke barnet. Barnet kan enten skabe sin egen version af den traumatiske historie og tro på den eller være udsat for kronisk retraumatisering. De kan også have svært ved at regulere barnets selvstændighed. Barnet kan fx være overladt til sig selv eller være overbeskyttet. Forældrenes tillid til andre mennesker og et sort-hvidt perspektiv kan smitte af på barnet.
Børnene kan også være sekundært traumatiserede via forældrenes fortællinger, fx når de hører forældrenes fortællinger om krig. De kan være kronisk bange for krig og udvikle destruktiv adfærd. Her er det vigtigt, at man arbejder systemisk og skaber en balance i familiens turbulente liv.

Man reagerer forskelligt, men de klassiske følger af ubehandlet traumer er angst, depression, psykoser, selvskade, spiseforstyrrelser, OCD, personlighedsforstyrrelser, sort-hvidt perspektiv, uarbejdsdygtighed, sociale problemer, koncentrationsbesvær, varige problemer med korttidshukommelse, uro i kroppen, voldelig adfærd, dissociation, flashback som kommer når man er i stilhed, tillidsmangel, søvnbesvær og isolation. Man kan også udvikle hjerte-kar-sygdomme og blodpropper. Samtidig kan de kroniske sygdomme som allergi, astma, migræne, psoriasis og diabetes forværres, når kroppen bliver udsat for langtidsvarigt traume og stress.